Midt juni og jeg er allerede begyndt at samle frø til næste års grøntsager. Jeg har samlet frø fra nogle små snackpeber som smager ganske udmærket. Jeg kender desværre ikke navnet på dem, men det går under navne som mini snackpeber og lignende. De er i farverne gul, rød og orange. Det er ikke en chili, så de kan spises til alt og er super lækre som en hurtig snack eller en del af aftensmaden fyldt med alt muligt. Så dem glæder jeg mig til at få flere af.
Iflg. nettet skulle denne type snackpeber give 1.6 kg pr plante, men jeg forventer kun 1 kg, så bliver jeg ikke skuffet hvis det er lavere end 1.6 kg. 🙂
Jeg kommer til at have frø fra omkring 20 stk. Hvilket skulle give mig mere end rigeligt med planter til næste år. Planen er at plante 3-4 frø i februar måned og så få dem ud i drivhus ( når jeg får valgt et :/ ) når vejret passer til det.
Frøene bliver opbevaret en en plastik beholder sammen med de andre frø jeg kommer til at samle senere på året.
De næste frø der bliver samlet forventer jeg at være purløg, for de planter er da godt nok sprunget i vejret og har FLOTTE blomster som bare skal blive til frø.
Haven er ved at blive fyldt med ukrudt, så i morgen står den på græsklipning og fjernelse af ukrudt i det ene bed. Afklippet fra græsset bliver brugt til haven… Men mere om det i næste indlæg.